|
Kæmp for den bedst mulige behandling i det danske
sundhedsvæsen efter en
kræftdiagnose
Astrocytom II
/
Glioblastom -
en tumor i hjernen
Photos © Copyright
2003-08 Søren Viit Nielsen -
email me
- Page
3
·
Page 0
Konklusion Det danske sundhedsvæsen
Hvem er jeg?
Noter
·
Page 1
Bangkok
Århus Sygehus Diagnose
Vendepunkt
Strålebehandling
·
Page 2 Limbo Ny svulst Kemo:
Temodal
Pension/efterløn
Paris
·
Page 3
Ny svulst 2
Kemo: Avastin
Kræftbehandling i DK
Status
Skanningssvar
·
Page 4: Hammel
Skanning
C-vitaminkur
Kommunikation
Indlæggelse ÅK
·
Page 5:
Debatforum /
Erfaringsudveksling
Sygeforløb 3

Jeg bliver MR-scannet på Århus Sygehus
d. 14. august 2007
-
Click on photo to enlarge.
MR-scanning er en forkortelse for scanning ved hjælp af magnetisk
resonans.
Hvis man skal MR-scannes, bliver man placeret i et kraftigt magnetfelt.
Ved at sende almindelige radiobølger mod det område af kroppen, der skal
undersøges og registrere ekkoet,
kan en computer omdanne signalet til et meget præcist og detaljeret
billede af kroppens indre (Cancer.dk).
3. skanning/Ny svulst
Tirsdag
d. 21. august 2007
Jeg har talt med
overlægen i dag, hvor han er tilbage efter en uges ferie. Vi havde begge
ventet et positivt resultat af skanningen d. 14. august,
om end jeg i går og forgårs var begyndt at komme i tvivl. Resultatet er
nedslående:
Der er to nye "datter-svulster" fortil i hjernen. Det vil sige at den
nuværende behandling med Temodal ikke er tilstrækkelig (selv om den
virkede godt i begyndelsen). I stedet skal jeg i eksperimentel
behandling på Rigshospitalet, så snart lægen kan skaffe mig plads der.
Der er tale om kemoterapi med Bevacizumab (Avastin®) og
Irinotecan.
ÅRHUS SYGEHUS, NBG Onkologisk
Afdeling D. TELEFONKONTAKT
Vi har set patientens MR-skanning fra 14.08.07 og sammenlignet med
24.05.07 og der er desværre ingen tvivl om, at der er progression, idet
der er tilkommet 2 nye elementer fortil i venstre frontallap, som ikke
var til stede i maj. Læsionen i den motoriske cortex ser nogenlunde
uændret ud, men er måske vokset en anelse. Der er således ikke indikation
for fortsat behandling med Temozolamid. Jeg har telefonisk orienteret
patienten om situationen. Han er forståeligt nok ked af dette, men vi
har talt lidt om det videre, som må blive henvisning til Rigshospitalet
til behandling med Avastin/Irinotecan.
Han har bemærket en
let forværring i hans neurologiske tilstand og jeg har derfor aftalt med
ham at han øger Medroldosis fra aktuelt 8 mg dgl. til 16 mg dgl.
På cancer.dk kan man læse følgende
om behandlingen på Rigshospitalet (uddrag):
Historisk gennembrud i kræftbehandlingen på dansk grund
En dansk forsøgsbehandling har fjernet alle tegn på sygdom hos
fem patienter, som ellers var ramt af en uhelbredelig form for
hjernekræft. Hvis behandlingen fortsætter med at virke, bliver det
en revolution indenfor behandlingen af denne kræftsygdom, som rammer
ca. 1.000 danskere hvert år.
Lægerne har tilbudt
forsøgsbehandlingen til hele 31 danske patienter, hvor den
traditionelle kræftbehandling med kemo og stråler har vist sig
virkningsløs efter en periode. Hans Skovgaard Poulsen har netop
gjort status over behandlingen, og resultaterne er i den grad
opsigtsvækkende.
Hos fem patienter er hjernesvulsten helt forsvundet, og det betyder,
at patienterne ikke har et eneste tegn på sygdom tilbage. Vel og
mærke hos patienter, som var dømt uhelbredeligt syge og kun havde få
måneder tilbage at leve i. Hos størstedelen af de øvrige patienter
er hjernesvulsten enten begyndt at skrumpe, eller også har
forsøgsbehandlingen stabiliseret sygdommen. Kun hos fem patienter
har sygdommen fortsat udviklet sig.
Forsøgsbehandlingen af hjernekræft er en kombination af to stoffer:
Bevacizumab (Avastin®) og Irinotecan.
I øjeblikket planlægger lægerne på Rigshospitalet i samarbejde med
Odense Universitetshospital og Aalborg Sygehus at forsøge sig med
endnu et nyt lægemiddel, nemlig Cetuximab (Erbitux®), som de håber
kan bidrage med at stække kræftcellernes overlevelsesmekanisme.
(Cancer.dk. 19-03-2007)
Så selv om mine chancer ifølge
overlægen er blevet forringet, er der altså stadig noget at tro på.
(De statistiske oplysninger ovenfor skal læses på en indforstået
måde, som det blev forklaret for mig under samtalen d. 30. august 2007 -
se nedenfor).

På besøg hos Bo og Jytte i Vestervang med udsigt over
Botanisk Have og Århus. 24. august 2007.
NB: Klik på billedet for forstørrelse / Click on photos to enlarge
Tirsdag
d. 28. august 2007
Overlægen siger at jeg åbenbart har
udviklet resistens over for den medicin jeg har fået. Desuden må
svulsten bestå af flere slags celler, godartede og ondartede som
reagerer forskelligt.
Symptomerne på de to nye svulster skulle kunne mærkes i
(korttids)hukommelsen, men heldigvis er svulsterne blevet opdaget så
tidligt ved en rutinemæssig skanning at jeg endnu ikke har haft
symptomer (så vidt jeg kan bedømme).
Det kan ellers let udvikle sig til en kritisk situation. Når man er syg,
er der utroligt mange ting man skal huske og holde rede på. F.eks. har
jeg atter en gang måttet hjælpe Magistrenes Arbejdsløshedskasse med at
udrede min efterløn. De havde ikke opfattet at jeg nu er gået på
invalidepension, selv om det flere gange er blevet meddelt dem både
skriftligt og mundtligt. (Se mere om MA
her).
Jeg har en kollega som fik en hjerneblødning i sommer og som har
mistet sin korttidshukommelse og tidsfornemmelse. Da jeg besøgte hende i
begyndelsen af august på neurokirurgisk afdeling på Århus Sygehus (hvor
jeg selv var indlagt i begyndelsen af januar i år), tog jeg hende med på
en gåtur til Nordre Kirkegård. Undervejs diskuterede vi - i alvor - hvem
der var syg og hvem der var på sygebesøg. Jeg havde synlige symptomer i
højre fod, som jeg sparkede foran mig ved hvert skridt, mens hun på
overfladen intet fejlede. Jeg har tit for mig selv sammenlignet vore
skæbner som har så meget til fælles.
Efter oplysningen om de to nye
svulster har jeg haft en morgen hvor jeg vågnede med kvalme og mangel på
appetit (depression). Ellers har jeg ikke problemer med at falde i søvn,
og nu går jeg i gang med den nye behandling i håbet om et rimeligt godt
resultat.
Jeg træner fortsat så vidt muligt små to timer hver dag.
Det meste af dagen i dag er gået med
at få taget blodprøver, lavet hjertekardiogram og crom clearance (det
sidste er noget med nyrefunktion i forbindelse med kemoterapi) med
henblik på min behandling på Rigshospitalet.
Efter at have mailet
til onkologisk klinik på Rigshospitalet og talt i telefon med visitatoren har
jeg nu pga. et afbud fået en fremskyndet tid til samtale: torsdag d. 30.
august, kl. 12.30.
Behandlingen må så forventes at starte kort derefter, formentlig
ambulant.

Kemoterapi: Avastin
Rigshospitalet, Onkologisk klinik
Eksperimentel
behandling
Torsdag
d. 30. - fredag d. 31. august 2007
Ulla Dahlbom (fra
bofællesskabet - har sat en hel dag af til at ledsage mig til
Rigshospitalet) og jeg tager et morgenlyntog til København til en
indledende samtale med den ansvarshavende overlæge på onkologisk
afdeling og en ledende
sygeplejerske på den eksperimentelle afdeling. Jeg skal modtage
eksperimentel behandling med Bevacizumab (Avastin®) og kemoterapi
Irinotecan. Forsøget har kørt ca. 1 ½ år med så stor succes at
Kræftens Bekæmpelse har kaldt det et "Historisk gennembrud i kræftbehandlingen på dansk grund."
For 2 år siden ville en patient som mig være blevet overladt til at dø.
Bevacizumab er udviklet i håb om, at man kan forhindre patientens
kræftceller i at tiltrække blodårer og dermed deres naturlige adgang til
næring og ilt. Man forsøger så at sige at udsulte og kvæle svulsten med
medicinen. Hjernesvulster er kendt for at have en stærk evne til at
tiltrække blodårer, og det er et af argumenterne for, at man nu prøver
medicinen af på patienter med hjernekræft.
Irinotecan er en klassisk kemoterapi, altså en cellegift.
De to
stoffer styrker gensidigt hinandens virkning
(synergi).
·
Dorrit Møller er en patient der har haft stor gavn af den
eksperimentelle behandling:
Læs
om Dorrit Møller, som har deltaget i forsøgsbehandlingen
(Cancer.dk)
Samtalen forløber helt
anderledes end nogen anden samtale jeg har haft med
repræsentanter fra sundhedsvæsenet i Danmark eller i udlandet.
Overlægen er en meget åben
og venlig mand som sludrer om Stautrup, mit bofællesskab, Århus
Friskole, om min hjemmeside og hans frygt/håb om at optræde på
den i morgen, om mine rejser og hans egne rejser og interesser,
osv. Efter mig har han en anden konsultation inden fyraften,
hvorefter han kommer ud på gangen tilsyneladende for at
genoptage hyggesnakken.
Et par kritiske bemærkninger er dog også nødvendige: Den lange
samtale er tætpakket med information, og det kan være svært at
få det hele med selv om vi er to personer til at lytte og tage
noter. Derfor har Ulla medbragt en diktafon, men hun får ikke
tilladelse til at anvende den. Jeg beder om at hun i det mindste
får lidt bordplads til at skrive sine notater på, men det kan
heller ikke lade sig gøre. I det hele taget er starten på
samtalen stressende fordi jeg får at vide at der ikke er tid til
at gennemgå mine medbragte spørgsmål (selv om det senere viser
sig at der er tid nok). Vand at drikke i løbet af samtalen
tilbydes tilsyneladende ikke på danske hospitaler. |
|

Jeg har arbejdet med hjernekræft siden 1993, og jeg har aldrig
set noget lignende.
Vi er kommet på sporet af et behandlingsprincip, der virkelig
virker, siger overlæge Hans Skovgaard Poulsen, Rigshospitalet,
der leder forsøgsbehandlingen. (Cancer.dk)
|
Ullas referat af samtalen (i min redigering):
På denne afdeling på Rigshospitalet tilbydes p.t. to
eksperimentelle behandlingsforløb, også kaldet protokoller.
Astrocytom II og III går ind under den protokol, hvor man tilbyder
Avastin og Irinotecan som en kombinationsbehandling. I den anden
protokol, hvor patienter med konstateret Glioblastom behandles,
anvendes de samme to stoffer, men i kombination med
Cetuximab (Erbitux®).
Jeg vil modtage behandling beregnet til en patient med aggressiv
Astrocytom II, fordi det stadig er min objektive diagnose, selv om
alle mener sygdommen har udviklet sig til glioblastom. Og der
foreligger ikke bevis for at Cetuximab skulle gøre nogen forskel i
behandlingen.
50 patienter er/har været i behandling med denne eksperimentelle
medicinkombination. Ved 5 er tumoren helt forsvundet. Mange har
oplevet reduktion. Mange har oplevet stabilitet. Få forværring. Man
har aldrig før i behandling af kræft i
hjernen set så mange patienter, hvor tumoren er forsvundet helt.
Behandlingen er meget ny. Den længst behandlede har været i systemet
i 1 ½ år.
NB: Denne statistik skal dog læses anderledes end normale mennesker
læser den. Den angiver det bedste punkt i sygdomsforløbet for hver
enkelt patient. Efterfølgende kan patienten sagtens have haft
tilbagefald og evt. være afgået ved døden.
De hårde facts er at når man laver statistik på de 50 patienter
efter 6 måneder, så har 40 % opnået stabilisering eller reduktion;
dvs. hos 40 % er tumoren ikke vokset.
Der er ikke sammenhæng mellem, hvordan patienterne har responderet
på tidligere behandling og hvordan de responderer på denne. Dvs. har
man f.eks. udviklet immunitet tidligere i sit behandlingsforløb, er
der ikke større risiko for at man gør noget tilsvarende i dette
behandlingsforløb.
Effekt af behandlingen:
De nye dattersvulster, som har vist sig på min sidste skanning,
ligger på et sted i hjernen, som har at gøre med hukommelse.
Overlægen mener imidlertid, at symptomerne fra disse mest
sandsynligt vil være en følelse af sløvhed. Skulle denne sløvhed
opstå, vil kurens effekt med sandsynlighed være en oplevelse af, at
sløvheden letter. Måske vil der komme bedring i foden, men det vil
afhænge af, om skaderne er så omfattende, at de har medført ødelagte
nervebaner.
Og endnu en hård kendsgerning: Den estimerede (dvs. beregnede) overlevelse på
Avastin efter 2 år er 25 %, og der er
p.t. ikke bedre behandlingsmuligheder.
Det er meget positivt, at jeg ikke er så syg af sygdommen. Det giver
en god prognose. Derfor er det også vigtigt at jeg fortsætter min
genoptræning.
Behandlingen:
Behandlingen starter fredag d. 31-8. og gives hver 14. dag på
Rigshospitalet, intravenøst. Avastin er et antistof, så jeg skal
observeres under og efter behandlingen for evt. allergiske
reaktioner. Blodprøver skal tages hver eneste uge. Bivirkningerne
ved kemobehandlingen kan bl.a. være træthed, kvalme, sløjhed de første par
dage. Mere alvorlige bivirkninger er blodpropper og blødninger fra
næsen. Ca. 3 ud af de 50 behandlede har fået blodpropper.
1 kemokur består af 2 behandlinger. 2 kemokure efterfølges af en
evaluering indeholdende en skanning, ca. hver 8. uge. Både
skanninger og blodprøver kan laves i Århus.
Hvis lægerne på baggrund af skanningerne vurderer, at tumoren
fortsat vokser, så indstilles behandlingen. Hvis tumoren derimod
svinder ind, kan der over tid overvejes en pause i behandlingen.
Hvis tumoren så igen bliver aktiv, så genoptages behandlingen. Da
det er eksperimentel behandling med en kort historie, er det fortsat
uvist, hvornår et succesfuldt behandlingsforløb afsluttes.
RIGSHOSPITALET: JOURNAL.
30.8.07
Patienten er fortsat i en meget god almen tilstand, og bortset fra
noget ataktisk gang og nedsat kraft i højre ekstrem er der egentlig
ikke nogle symptomer. Patienten er meget indstillet på eksperimentel
behandling, hvorfor han henvises hertil.
Patienten informeres meget grundigt om målet med behandlingen,
nemlig at den er eksperimentel, at der er 6 måneders progressionsfri
(dvs. at svulsten ikke vokser)
overlevelse af ca. 40 %, vi har set 5 komplette responser
(svulsten er forsvundet)
alt i alt, men vi ved ikke, hvordan udsigterne er på langt sigt, men
at det eneste vi ved, er at 2 års overlevelse er ca. 25 %. På basis
af dette accepterer han at indgå i behandlingen.
Da der under samtalen
åbner sig mulighed for at starte behandlingen fredag, slår jeg
selvfølgelig til, overnatter på patienthotellet og får drop fredag over
nogle timer. Fredag aften er jeg hjemme igen og har ikke mærket nogen
bivirkninger andet end lidt træthed.
Lørdag
d. 1. september - mandag d. 3. september 2007
Lørdag kommer til
gengæld bivirkningerne af kemoterapien med voldsom effekt. Jeg vågner
med træthed, hovedpine, feber, kvalme og opkast og bliver i sengen hele
dagen. Om aftenen har jeg en temperatur på 38,7 og ringer til
Rigshospitalet, men den vagthavende læge beder mig se tiden an. Søndag
kaster jeg også op, og først hen på eftermiddagen kan jeg stå op og
indtage det første måltid i 1 ½ døgn. Heldigvis har Anne og Birgit været
søde til at passe mig og har overnattet i huset.
I dag mandag har jeg haft det fint og været nede at træne igen på
Søholm. Jeg kan mærke at jeg har noget at indhente med træningen og
tænker på hvordan jeg ville have det nu hvis jeg for længe siden havde
givet op og bare sat mig hen for at vente på at behandlingen skulle
virke.
Tirsdag d. 4. september
I går morges og i morges har jeg spist morgenmad ude på terrassen,
og i morges slog jeg også græsplænen. Den kolde luft og den blå himmel
med en varmende sol giver mig mindelser om kølige morgenstunde i
Himalaya.

Kræftbehandling
- i Danmark og i udlandet
Patient opgivet i DK
helbredt i USA

Rigshospitalet
- Click
on photo to enlarge
Historien om forsøgsbehandlingen
begyndte i 2005 hos en 31-årig
dansk kvinde med uhelbredelig hjernekræft (glioblastom). Hun fik nys om en
forsøgsbehandling på
Duke University
i USA og drog derover på eget
initiativ og for egen regning og risiko for at søge en sidste
behandlingsmulighed.
Lægerne på Duke tilrettelagde hendes behandling ud fra
hendes individuelle behov, og på et tidspunkt var hun klar til at
fortsætte behandling og medicinering i Danmark. I dag er
hendes hjernesvulst væk, om end der fortsat er en (stadig mindre) risiko for at den
vil
vende tilbage.
·
The
Brain Tumor Center at Duke
·
Cancer Drug Can Extend Survival in Patients with Deadly Brain Tumors
Duke 2007
Holdninger og behandling
Har min
behandling været
værdiløs, uegnet, uden
håb om succes?
I en ny videnskabelig artikel
(2007)
State-of-the-art Therapy for Glioblastoma Multiforme
fra Duke University,
pioneren bag forsøgsbehandlingen, skriver Professor Henry S Friedman at
glioblastom ikke længere er uhelbredelig.
Samtidig kalder han den standardbehandling med
Temozolomid
alene, som jeg har fået indtil for nogle uger siden, for
værdiløs, uegnet og klart uden håb om succes !!
(Stærke gloser i konklusionen
på en videnskabelig artikel)
|
·
|
Patients with
glioblastoma multiforme are not universally incurable, with an
ever-increasing, albeit small, fraction of patients who appear to
survive the disease. |
·
|
Reliance on a single agent, whether
temozolomide or anything else, is nihilistic, inappropriate, and
clearly going to be unsuccessful. |
I Danmark er jeg blevet informeret af de
lægevidenskabelige autoriteter om at min sygdom nu er
uhelbredelig og at man kun kan give mig lindrende (palliativ) behandling. Hvis den
nuværende behandling ikke lykkes, er der ikke mere man kan gøre for mig.
De samme autoriteter har oplyst at temozolomid er standardbehandling i
Danmark og den bedste behandling man i øjeblikket kan tilbyde.
Jeg arbejder på at få belyst
modsigelserne i de danske og amerikanske udsagn ud fra følgende
spørgsmål:
·
|
Vil man opgive videre behandling af mig hvis den nuværende kur
med Avastin og Irinotecan ikke virker, på trods af at sygdommen
ifølge Friedman ikke er uhelbredelig? |
·
|
Når min sygdom af en anerkendt
forsker ikke længere anses for uhelbredelig, er jeg så formelt
set stillet anderledes med hensyn til viderebehandling her eller
i udlandet? |
·
|
Hvis det
danske sundhedssystem opgiver at
behandle mig, hvad skal der så til for at jeg i stedet kan blive
sendt til Duke University? |
·
|
Har min behandling med
temozolomid
(se 31. maj
2007)
- på trods af den første måneds
åbenbare, gavnlige virkning - på langt sigt været værdiløs, uegnet og klart
uden håb om succes? |
Umiddelbart kan man vel (igen) konstatere at kræftbehandlingen i
Danmark og holdningerne herhjemme til kræft afviger fra
behandling og holdning ved førende forskningsinstitutioner i udlandet.
Jeg kommer igen til at tænke på lægen i Kiel der sagde at
kræftbehandlingen i Danmark er en undtagelse i Europa (se d. 7.– 8.
februar 2007).
I USA har man tilsyneladende en anden
tilgang til patient og sygdom. Derovre opgiver de ikke
patienter som uhelbredelige, og behandlingen indrettes efter den
enkelte patients individuelle behov.
Hvem vil give et bud på årsagerne til
forskellene mellem Danmark og udlandet?
Der er et andet forhold jeg ikke kan få
til at harmonere. Kræftens Bekæmpelse taler på cancer.dk om et Historisk gennembrud i kræftbehandlingen på dansk grund.
Hvordan hænger "på dansk grund" sammen med at forsøget med Bevacizumab (Avastin®) og
Irinotecan er udviklet på Duke University og videreført på
Rigshospitalet?
Et svar
Overlægen på Århus Sygehus svarer mig i en
telefonsamtale i toget på vej hjem fra kemokur (på trods af at jeg havde
bedt om en personlig samtale) at Professor Friedmans artikel er et partsindlæg som udtrykker
professorens egen holdning. Friedman, som er velrenommeret,
siges at have økonomiske interesser i at tale for den behandling han
selv har sat i værk - og angribe behandlingen med temozolomid, som
ifølge den danske overlæge i øvrigt er en veldokumenteret, succesrig
behandlingsform.
Jeg er ikke hermed færdig med at bore i
spørgsmålet om behandlingen af min sygdom og hvorvidt den er helbredelig
eller ej.

Rigshospitalet i
oktober - Foto:
Poul-Erik
2. behandling med Avastin
Torsdag d. 13. september
I dag tager jeg til
København for at starte min anden behandling i morgen på Rigshospitalet.
Jeg har haft det udmærket siden sidste behandling, men ikke mærket nogen
fremgang i foden som jeg havde håbet. Derimod bliver resten af kroppen
stærkere når jeg træner.
Fredag d. 14. september - søndag d. 16.
september
Jeg er nu vel, men lidt
træt, hjemme i Stautrup. Den unge læge på Rigshospitalet mente ikke at
jeg kunne forvente en bedring i foden efter kun én behandling.
Jeg har desuden fået besked på at tage lidt mere kvalmemedicin.
Lørdag og søndag har jeg
undgået de bivirkninger jeg havde efter forrige behandling. Jeg har
været udkørt og træt, men kun haft antydninger af kvalme.

Status

Brabrand Sø,
Århus
- Click
on photo to enlarge
Søndag d. 23. september
2007
Overordnet set sker der ikke den store udvikling i
sygdommen. Førligheden i mine tæer er gået svagt tilbage i hvert fald
siden midten af august (før starten på den nye kemokur), og i den
forløbne uge synes jeg at jeg kan mærke at jeg går lidt dårligere.
Tidligere har tilbagegang i foden været ensbetydende med at svulsten er
vokset. Men jeg ved ikke hvornår jeg skal forvente at mærke en effekt i
tæerne af den nye behandling, hvis den altså virker, og om effekten
overhovedet vil kunne konstateres. Omvendt styrker den daglige træning
også musklerne i benet så jeg bliver stærkere.
Jeg går med en dropfodselastik i højre sko som hjælper med at løfte
foden, og almindeligvis har jeg ikke problemer med at gå langt.
Journalen fra 30. august er stadig gyldig, synes jeg: "Patienten er
fortsat i en meget god almen tilstand, og bortset fra noget ataktisk
gang og nedsat kraft i højre ekstrem er der egentlig ikke nogle
symptomer."
Jeg bliver undertiden spurgt om jeg har smerter og om jeg tager
morfin. Jeg har aldrig haft smerter hverken fra svulsten, strålingen
eller kemokurene. Jeg har heller ikke tabt håret, så de eneste
bivirkninger jeg har haft er dem der er beskrevet lørdag d. 1.
september.
Humøret er som regel også godt nok. Bl.a. giver det energi og livsmod
når jeg har trænet et par timer hver dag.
 |
Brabrandstien, hvor jeg går en tur næsten hver dag.
Det er dog ikke mig på rulleskøjter
Click on
photos to enlarge |
 |
Det er en meget mærkelig situation at være så syg som lægerne siger at
jeg er, og samtidig føle at jeg har det rimeligt godt og er i stand til
at leve et liv nogenlunde som før. Jeg bruger ikke stok og kan cykle,
selv om jeg undertiden har svært ved at holde højre fod lige på pedalen
og bukserne væk fra olien på kædeskærmen.
Da jeg føler mig rask nok til f.eks. at rejse, er det også trist at jeg
har mistet min frihed til hospitalsvæsenet. Hver 14. dag er der kemokur
på Rigshospitalet, og én gang hver uge skal jeg have taget blodprøver på
Århus Sygehus. Hvis jeg alligevel skulle have lyst til at tage af sted på
et weekend-ophold i udlandet, så mangler jeg stadig en garanti for
forsikringsdækning (ud over det "blå" sygesikringsbevis i EU).
Det næste vendepunkt
er en ny MR-skanning d. 16. oktober (svar d. 26. okt.). Den vil vise om
svulsten er vokset og behandlingen af mig skal opgives, eller om
svulsten er svundet ind. I så fald fortsætter kemobehandlingen på
ubestemt tid. Samtidig arbejder jeg på at få afklaret bl.a. følgende spørgsmål:
Når min sygdom af en anerkendt
forsker (Friedman, Duke University, USA) ikke
længere anses for uhelbredelig, er jeg så formelt
set stillet anderledes med hensyn til
viderebehandling her eller
i udlandet?

Avastin - 2. kemokur: 1. behandling
(1 kemokur består af 2
behandlinger. 2 kemokure efterfølges af en skanning og evaluering)
Onsdag d. 26. september - fredag d. 28.
september 2007
Jeg overnatter på
Rigshospitalets patienthotel onsdag, og torsdag har jeg inden kemokuren
en samtale med overlægen. Den for mig vigtigste oplysning fra samtalen
er at svulsten godt kan være skrumpet som en effekt af behandlingen -
samtidig med at jeg føler en svag tilbagegang i tæerne. Jeg er jo selv
bekymret over udviklingen i tæerne, men direkte adspurgt svarer
overlægen med overbevisning at det ikke giver ham anledning til
bekymring. Og i den forbindelse nævner han igen min gode almentilstand.
Fremgang i tæerne er ikke givet, men effekten kan godt komme lidt senere
i behandlingen.
I øvrigt er han velorienteret om mit sygdomsforløb fordi han læser med
her på siden.
I dag fredag har jeg indtaget
kvalmemedicin og mærker ellers ingen bivirkninger ud over lidt træthed.
Søndag d. 7. oktober
Kemoterapien gør mig
åbenbart mere modtagelig for infektioner. Jeg har fået betændelse i
venstre underarm fra et sår på albuen og bliver behandlet med
penicillin.
Ellers forløber sygdommen som den har gjort i en del måneder. Der sker
ikke store forandringer, men muligvis er der stadig tale om en svag
tilbagegang i benet (på trods af den nye kemokur).
På onsdag tager jeg til Rigshospitalet og får behandling torsdag.
Avastin - 2. kemokur:
2. behandling
(1 kemokur består af 2
behandlinger. 2 kemokure efterfølges af en skanning og evaluering)

I lyntoget på
vej til København - Click on photo
to enlarge
Torsdag d.
11. oktober - fredag d. 12.
oktober 2007
Tilbagegangen i foden er nu tydelig for
mig, og det bekymrer også overlægen på Rigshospitalet. Måske kan der
være tale om tryk fra et ødem, og vi bliver derfor enige om at fordoble
min dosis af binyrebarkhormon i en periode for at se om det hjælper.
Heldigvis ser det ikke ud til at lægerne har i sinde at opgive mig hvis
MR-skanningen på tirsdag d. 16. viser fortsat vækst af tumoren.
Der er tre spor at følge:
·
en ny protokol (eksperimentel behandling)
på Rigshospitalet afventer godkendelse i
Sundhedsstyrelsen
·
resultatet af skanningen kan sendes til
Friedman på Duke University til en vurdering
·
og endelig siger lægen at vi skal afvente
et evt. positivt resultat af skanningen.
Jeg ser raskere ud nu, siger han, end da
jeg startede behandlingen.
Vi har aftalt at jeg får skanningssvaret
telefonisk. Dermed undgår jeg
unødig ventetid hvis skanningen giver anledning til at nye tiltag skal
sættes i værk.
Jeg har ikke særlige bivirkninger af
kemobehandlingen andet end lidt træthed.
Torsdag
d. 18. oktober
Skanningssvaret kommer måske først i næste
uge. Men den fortsatte tilbagegang i foden forbereder mig på et negativt
svar.
Hos Reinhard & Elisabeth i
Hamburg-Harburg

Fredag-søndag 19.-21. okt. er jeg på besøg
hos Elisabeth og Reinhard i Hamburg-Harburg.
Havnen i Hamburg er en af de førende omladningspladser i verden.
Containerhavn, dokker og andre havneaktiviteter i kombination med ny arkitektur og
rekreative områder langs havnefronten gør havneområdet til et spændende
besøg.
For en sikkerheds skyld havde jeg taget
stokke med på turen - og havde dem faktisk i brug, for første gang siden
starten af juni, på en enkelt vandretur på landet.
NB: Klik på billedet for forstørrelse / Click on photos to enlarge

Svar på skanning
Mandag
d. 22. oktober 2007
Jeg er lige blevet ringet op af overlægen
på Rigshospitalet, som overbringer den lykkelige besked at skanningen
d. 16. oktober viser at både svulst og
ødem er svundet betydeligt. Mere kan han ikke sige i øjeblikket før
cd'en med skanningerne fra Århus er åbnet.
Tilbagegangen i foden er
fortsat bekymrende. Måske er det en varig skade.
Men jeg har vist al mulig grund til at være glad.
RIGSHOSPITALET,
Afdeling 5014. 22-10-2007
Jeg har talt med patienten i dag og oplyst ham om Århus's resultat,
og det er han selvfølgelig glad for, men han kan ikke forstå, at det
bliver dårligere med foden. Det kan jeg heller ikke helt, men det
kunne jo være en permanent skade, der udvikler sig.
Næste side:
Evaluering af skanningen og
journal med de nye mål på tumoren

I gårdhaven hos Reinhard og Elisabeth
- Click on photo to enlarge
Onsdag
d. 24. oktober
Jeg er blevet spurgt hvorfor jeg ikke udtrykker større glæde over
skanningsresultatet.
Det har jeg forsøgt at svare på på denne måde:
"Måske har du ret i at jeg burde give glæden mere afløb. Men det er nok
min natur. Jeg har taget al modgangen de sidste 10 måneder med fatning
uden selvmedlidenhed. Hvis det var meningen at jeg skulle dø nu, så har
jeg forsøgt at acceptere det vilkår i bevidstheden om at jeg har levet
et godt liv hvor jeg har fået mulighed for at leve mange af mine drømme
ud. Men samtidig har jeg haft en stærk tro på at det nok på en eller
anden måde skulle lykkes at overleve en tid når bare jeg sloges for det
og havde viljestyrken.
Nu i den nye situation prøver jeg også at beholde begge ben på jorden.
Jeg ved af erfaring at selv om det en periode ser meget lyst ud, så er
skuffelserne dukket op alligevel. Det er rigtigt at dette er det bedste
der er sket for mig i hele sygdomsforløbet, og alligevel ved jeg at jeg
langtfra er helbredt og at sygdommen når som helst kan tage en dårlig
vending.
Men lad os glædes her og nu - og så har du helt ret i at jeg sagtens kan
leve med en dårlig fod, når bare jeg får lov at leve."
Med tak for
uvurderlig støtte fra
Birgit og Anne,
Poul-Erik, Ulla, Fam. Lind Rasmussen, Elisabeth,
familie, kolleger, bofæller og venner

Ko Samui, Thailand -
click to enlarge
Copyright Information:
All the photos
are © Copyright 2003-07 Søren Viit Nielsen.
Non-commercial web use of photos: If you have a personal home page or
non-commercial web service, please feel free to use my photographs with
hyperlinked credit. That way people know who took the picture and they
can also find my on-line copyright statement.
Commercial use of my photos is negotiable. Please
email me
with an inquiry.
bluedandelion.net
Travelling & Trekking
English /
American Studies

|