Cuihu (Green Lake) Park
Her kan man slippe væk fra menneskemylderet og finde lidt ro og skønhed melem lotusplanterne
 

For tyve år siden var alle klædt ens i blå eller grønne mao-uniformer. Nu er påklædningen helt individuel, de unge kvinder er selvbevidste og smukke i deres modetøj, makeup og med deres mobiltelefoner. Folk på gaden virker muntre og tilfredse. På en plads med familier og legende børn optræder i et hjørne en gruppe af pensionister med traditionel musik, dans og sang.

Mei, min rejsefælle på turen. Hun er engelsklærer fra Taiwan. Hendes kinesisk åbnede mange døre undervejs som sikkert ellers var forblevet lukkede for mig.

Teforhandleren skærer
teen ud af en blok med presset te

Vi besøger en tebutik. Mei er entusiastisk tedrikker og skal købe ind. På hylderne er udstillet store plader af sammenpresset te, formet med kinesiske skrifttegn på forsiden. Vi skal smage forskellige teer, og forberedelsen udgør en lang og kompliceret rituel proces. Først skal kopperne koges og renses, de bliver overhældt indvendigt og udvendigt mange gange med friskbrygget te, som tilberedes igen og igen på en lille kande over et spritapparat på det smukke træbord. Teen serveres i en slank cylinder som står på hovedet i en lille underskål. Når cylinderen løftes, løber teen ud i skålen som ikke er større end en espressokop. Først nyder man teens dufte fra cylinderen, derefter nipper man til teen. Når skålen er tom, gentages ceremonien med en anden te. Hele tiden fyldes de små skåle op med friskbrygget te fra tekanden.

Lijiangs gamle bydel er en labyrint af traditionelle kinesiske gårdhuse, brolagte gyder og et forgrenet system af strømmende kanaler – genopbygget efter et jordskælv i 1996 og udnævnt til World Heritage Site af Unesco i 1999. Regeringen markedsfører Lijiang og Zhongdian længere nordpå som det oprindelige Shangri-la, og efter at byen fik sin lufthavn for ca. 5 år siden har der været et boom af turister og handelsfolk.
Byen er blevet forvandlet til en theme-park, fyldt med souvenirbutikker og restauranter. Langt størstedelen af turisterne er kinesere. De går i lange køer efter en turistguide i folkedragt med et flag i hånden. Motoriseret trafik kan ikke komme ind i bydelen, så det er et sted man udmærket kan slappe af en dags tid. Bliver man i flere dag i området, bør man nok bo i en af landsbyerne i omegnen, f.eks. Longquán (Shu He) eller Baisha.

De gamle brønde er delt i tre: drikkevand, skylning af grøntsager og tøjvask

Trods turistmylderet finder vi nogle stille gader i udkanten af den gamle bydel.
Her ser vi silkeproduktion:
Puppen med silketråde koges, puppen fjernes, trådene trækkes ud mellem hænderne og spændes til sidst ud over en stor bue. Flere lag af tråde tilføjes og nu er stoffet så fast at man ikke kan slå en næve igennem det. Utroligt. Derpå skal stoffet tørres.

 

Silk production
 

Antikt dørparti i gården i et privat hus

Til venstre:
Den gamle bydel set fra oven.

Til højre:
Mao dyrkes stadig som en mytisk figur - selv om hans politik tilhører en fjern fortid

Om aftenen overværer vi en koncert med Xuan Ke’s orkester, Naxi Ancient Music, som spiller Naxi musik fra 1300, 1400 og 1500-tallet.
Mange af medlemmerne er i 70’erne og 80’erne og er et herligt syn som de sidder med deres instrumenter på scenen, stoisk upåvirkelige.

Longquán (ShuHe) and Baisha

Baisha

Vi cykler ad markveje gennem dejlige landsbyer nordvest for Lijiang til Longquán (eller ShuHe) og Baisha. I paladset i Baisha er der freskoer fra 1500-tallet. Her kan man også høre endnu et orkester, som spiller naxi musik. Det gule skilt foran musikeren angiver at han er 90 år.

Dr. Ho foran "Jade Dragon Snow Mountain Chinese Herbal Medicine Clinic Lijiang"

I Baisha bor også en verdensberømthed, urtelægen Dr. Ho, som Bruce Chatwin oprindelig skildrede i ”What Am I Doing Here,” og som siden har haft besøg af journalister, fotografer, filmfolk fra hele verden, inkl. Carsten Jensen i 1993. Dr. Ho viser stolt avisartiklen af Carsten Jensen frem hvor Jensen ironiserer over de rejsendes søgen efter det oprindelige. Desuden har Dr. Ho en utrolig samling af diagnoser, takkebreve, osv. der dokumenterer hans evner til at helbrede sygdomme, bl.a. leukæmi, med sine urter indsamlet på bjerget og opbevaret i pulverform på kontoret. Dr. Ho er et livstykke på 81 år, fuld af aktivitet, humor, filosofi og fortællelyst. Han lever et simpelt, enkelt liv, beder ikke folk om penge for sine tjenester eller sin medicin. Den største betaling han får er retten til at sole sig i sin berømmelse verden over. Han tager vores puls, ser på tungen, spørger om vores velbefindende og ordinerer nogle urter.
I øvrigt er han elev af botanikeren Joseph Rock, en botaniker som boede og forskede her fra 1922 til 1949 og hvis hus vi også har besøgt.

På vejen tilbage kører vi gennem den hyggelige landsby Longquán (Shu He). Den er også ved at gennemgå en modernisering, men er et langt fredeligere og ægte sted at overnatte end Lijiang. En landsby hvor der bor rigtig levende, arbejdende mennesker – ingen turistkulisse, endnu.

Vi havner på en nyåbnet cafe, drevet af to charmerende, veluddannede unge kinesere. Pigen taler smukt engelsk, har arbejdet for Xuan Ke og hans orkester og har tilbudt ham at føre orkestret videre når han trækker sig tilbage. Her får vi serveret en typisk naxi middag mens vi sidder på balkonen og følger gadelivet og nyder udsigten over bjergene.